I alderen 5-9 år er der rigtig mange børn som går til svømning. Nogle har svømmet siden fødslen, andre starter først nu. På delfin holdene er det langsigtede mål at klæde børnene på til at klare sig sikkert i og omkring vand. Dette skal ske gennem svømningens 4 grundfærdigheder, og på et senere stadie skal disse kunne omsættes til bl.a. de 4 stilarter som vi kender fra konkurrencesvømning.
På delfin bronze vil vi bygge en bro fra at kunne redde sig selv, til at kunne begå sig sikkert i vandet. Hvis dit barn har svømmet tidligere, og er klar til at lære på egen hånd, er dette det korrekte valg. Hvis dit barn ikke har svømmet tidligere, men ikke er bange for at få hovedet under vandet, så vil det også være dette hold som er bedst.
På delfin sølv begynder vi at sammensætte de mange lærte bevægelser, således at børnene lærer at bevæge sig fra punkt til punkt. Dette hold vil typisk være for de børn som har svømmet i et års tid på egen hånd.
På delfin guld skal vi bygge en bro fra at kunne bevæge sig fra punkt til punkt, og frem mod at svømme de 4 stilarter. Dette hold vil typisk være for de børn som har svømmet 2-3 år på egen hånd.
Vi tilbyder også holdet delfin begynder. Dette hold er et opsamlingshold for alle de nye svømmere som kommer til svømning. Fokus vil her ligge på at blive trygge i vandet, og kunne klare sig på egen hånd. Derudover vil fokus være på at lære børnene selvredningsprincipper. Heriblandt at kunne flyde, at kunne komme fra vand til redskab eller kant, og meget mere. Når en deltager er klar vil vi flytte dem til vores bronze, sølv og guld hold, efter deres evner og alder. Hvis du er i tvivl om dit barn skal svømme på bronze eller begynder niveau, så vælg begynder.